Radioudsendelse om reklamer

NÅR VI ACCEPTERER VILDLEDENDE MARKEDSFØRING



Når man som kvinde køber en mascara, er der ingen grænser for, hvad producenten lover, den kan gøre. Men i praksis kender de fleste kvinder, at resultatet bliver meget mindre dramatisk, end hvad man blev lovet. Argumenterne er mange, når der skal kapres mascarakunder, nogle mærker frister eksempelvis med løfte om intense og fyldige vipper med op til 400 % ekstra volumen. Og det er ikke bare argumenterne som lokker; reklamer med billeder af smukke fejlfri kvinder pryder de mange makeupstande og modeblade.

Hvorfor er vores tolerancetærskel i forhold til vildledende markedsføring større, når det gælder skønhedsprodukter end med andre varer? Det udtaler livsstilsekspert Helle Lundsgaard sig om:
”Det er selvfølgelig lidt underligt, men man accepterer det, og ved godt at sådan er virkeligheden ikke. Man ved godt som befolkning, at der er pyntet på tingene pga. oplysningsniveau og uddannelsesniveau. Derudover har der været mange tv-udsendelser der eksempelvis viser, hvordan modeller bliver stylet i flere timer, før de skal have taget et billede med fx et skønhedsprodukt. Man ved også hvordan der bliver lavet billedmanipulation; alle forsidebilleder af modeller på dameblade har fået hvide tænder, fjernet al uren hud, og i øvrigt blevet gjort slankere og fået større bryster. Alt det laver man jo i dag i Photoshop, og det ved befolkningen godt. Alligevel køber de bladene, fordi man har faktisk ikke lyst til at købe et blad med en model med gule tænder. Der er nogle producenter der har prøvet at gå den anden vej – og bruger naturlige modeller, for eksempel har Dove brugt naturlige kvinder i deres reklamer. Det er da helt klart, at der er et segment, der synes, det er forfriskende anderledes og naturligt og som støtter dem pga. det. Men de fleste de vil bedrages og køber det, der lover, at man bliver smukkere og skønnere og yngre.”

Helle Lundsgaard mener, der er tale om en tendens som det vil kræve en meget kraftig lobbyisme og protest at komme til livs. Tendensen gælder nemlig ikke kun reklamer for mascara.


Hør indslaget